Svar til G. og Bjørnson.

[Del 2 av 2. Fyrste delen.]
 
(Af Christopher Bruun.)
                         
II.
 
Bjørnson har engang udtalt at han ikke brydde sig noget om det man her i Landet i Almindelighed kalder Politik; kun fra den moralske og ideale Side set, var det at Politikken havde nogen Tiltrækningskraft for ham. Disse Ord vil jeg gjerne faa Lov at gjøre til mine.
           
G. mener nu at i dette Tilfælde har min Idealisme fuldstændig ført mig paa Vildspor. Han mener at en Romantiker, som jeg, ikke har kunnet fatte den Tanke i den nye realistiske Politik, at Statsformerne er relative, (serdeles ny Tanke det, for Resten) og at mine Krav og min bedømmelse af vore politiske Forhold derfor ingensteds hører hjemme. Nu, det giver jeg ham fuld Ret i, at det gaar an, idealistisk at tulle sig bort fra Virkeligheden og miste Evnen til en rimelig Opfatning af den. Men han glemmer vel ikke at det ogsaa gaar an, saaledes at indvikle sig i det praktiske Liv, i de mange Hensyn til at tage Sagen praktisk, at man blir sløv paa sin ideale Sands. Den Skjebne er ikke sjelden i Verden. Jeg vilde nødig den skulde ramme Fedraheimens Udgiver. - -
           
Han peger paa alle de Vanskeligheder som har mødt Bjørnson i hans Angreb paa Theologerne, og som næsten lader til at have kommet uventet for G., og saa spørger han om jeg i en slig Tid og under slige Forhold endda indbyder til fri Forhandling.
           
Aa ja, jeg gjør det. Jeg opfordrer til Forhandling, under de Vilkaar vi har. Og det falder mig ikke andet ind end at den, som efterkommer Opfordringen, vil faa en Del Ubehageligheder og Vanskeligheder at gjennemgaa. Jeg tænker mig ikke, at man lettelig kan slippe fra en Forhandling om Republikken for bedre Kjøb end som Bjørnson har maattet betale paa det andet Omraade. Og den som for Alvor vil rette et Angreb paa selve Christendommen i dens Kjærne, ham vil det vel sagtens komme til at koste endda noget mere. Men endda tænker jeg man baade kan og bør opfordre Folk til aaben Udtalelse paa begge Omraader. At mange, at de fleste, vil sige Tak for sig, det har jeg aldrig tvivlet paa. Havde jeg trod at det gik af sig selv, saa trængtes der ingen Opfordring.
           
Men det er dette: overfor slige Ubehageligheder at sige Tak for sig, det er netop det jeg kalder Mangel paa Mod. Og der findes nok i vor Tid Lande med værre Vilkaar end vort. Der findes Steder, hvor en driftig Udtalelse af sin Overbevisning lettelig kan koste Vedkommende mere end der her er Tale om.
           
Jeg mener slet ikke at der er meget af Mod her i Landet. Men jeg tænker dog der tør findes lidt mere, end som G. lader til at tro. Eller, er denne Mening kanske Romantik? - -
           
G. mener at ingen kan vide om Parlamentarismen er noget som baner Vei for Republikken. Det kan ligesaa godt hænde at den tjener til at opretholde Kongedømmet.
           
Ja det er underligt med det. De som vil have Parlamentarisme uden derfor at give Slip paa Kongedømmet, siger saa gjerne at de er ganske uvidende om hvor Udviklingen vil bære hen. At Parlamentarismen er et gode, det ved de; den arbeider de saa hugheilt for at faa indført. Men længer rækker heller ikke deres Syn. Om den saa med Tiden vil føre til Republik eller til at forlænge Kongedømmets Liv, det er noget som faar være Fremtiden overladt. Ingen nulevende kan vide noget om det. Ja, man bør ikke engang tænke over den Sag, ser det ud for. Det er unødig Theoretisering, som ikke høver for en praktisk Mand.
           
Republikanerne er ikke braadt saa undselige. De ved for det meste god Greie paa Tingen. De siger: lad os bare først faa Parlamentarismen, saa skal vi altid ved Leilighed blive kvit Kongedømmet.
           
Hvem skal vi nu tro har mest historisk Fremsyn? De som selv siger at de intet ved om Tingenes Gang, eller de som mener at den er klar?
           
Somme af disse Kongsmænd gaar dog endda videre end G., og siger at Parlamentarismen utvivlsomt er en Styrkelse for Kongemagten. Thi den nuværende Tilstand med dens stadige Strid mellem Regjering og Storthing, svækker aabenbar hele Staten og dermed naturligvis ogsaa Kongens Magt. En Konge over en stærk Stat er jo aabenbar mægtigere end en over en svækket. Naar derimod Kongen er nødt til i Hovedsagen altid at være enig med Thinget, da blir Staten stærk, og selvfølgelig blir da ogsaa Kongedømmet storligen styrket.
           
Det er underligt, men jeg kjender ingen af vore Republikanere, som føler nogen Ængstelse for at tage Del i Arbeidet for en saadan Styrkelse af Kongemagten. Der er ikke en af dem som har sluttet sig til denne vor bestaaende Tilstand, som truer Kongedømmet med saa store Farer. De synes ligefrem at mangle Evner til at skjønne Parlamentarikernes velskrevne Udlæg, baade om deres Styrkelse af Kongedømmet, og om Udviklingens fuldstændige Dunkelhed.
           
Ja, uskjønsomme er de. Men de har sine Dyder de med. Naar man taler med dem paa Tomands-Haand, er der gjerne en vis Greihed og Helhed over deres Tanker. Jeg tror G. kunde lære noget af dem, i Retning af at tænke helt over politiske Spørgsmaal, netop ud fra Synspunktet af Folkets Bedste.
 
 
Bjørnson siger at han inderlig ønsker at her maatte komme til Discussion over Republikken og hvad dermed hænger sammen. Det samme ønsker G. ogsaa, hvis det var muligt, og jo før jo bedre, siger han. Da foreslaar jeg at de heller giver sig til at hjælpe mig i denne Sag, end, som nu, at arbeide paa at døive mine Ord.
           
Som nu de bærer sig ad, kunde det snarere se ud som at de frygter for en saadan Discussion.
           
Alligevel tror jeg nok at de virkelig ønsker den. Men dette Ønske kommer her i Strid med et andet som er stærkere: Ønsket om at der ikke maa falde nogen Skygge af Pligtforsømmelse, af Mangel paa Aabenhed og Mod over vore Republikaneres politiske Færd. Og et saadant Ønske er jo hos disse Mænd ganske naturligt. Men deler de virkelig som jeg tror mit Ønske om at faa Forhandling om Republikken, saa faar de finde sig i det andet. Thi at her ikke blir skrevet offentlig om Republikken, det er dog virkelig først og fremst vore Republikaneres Skyld. Det nytter ikke - med G. sidst at ville lægge den over paa Høire. Ja Høires Feil kan have sin Del i den, som i alt andet galt som Venstre gjør, og som Venstres Feil igjen kan have sin Del i det gale som Høire gjør. Det kan være sandt nok. Derfor ser vi jo ogsaa stadig Høires Talsmænd i Bladene tilskrive Venstre alt ondt, og Venstres gjøre det samme med Høire, mens hver af dem tager sit eget Parti fri. Og jeg tvivler ikke paa at de som skriver slig, i mange Tilfælde virkelig ser en Sammenhæng, ser hvorledes den og den Feil hos deres egne, virkelig delvis er flydt til dem fra deres Modstændere. Men de ser ikke, hvorledes den for en meget større Del har sit Udspring paa deres egen Side.
           
Lad os dog ikke blive saa skarpsynte for alle Høires Ufordrageligheder, at vi glemmer at det er Republikanerne, som er nærmest til at skrive om Republikken. - -
           
Bjørnson siger at jeg her driver Forfølgelse. Ja saa. Kan han huske hvordan han selv for en Tid siden bar sig ad mot Presten Gunvald Blom? At Bloms Handlemaade i det foreliggende Tilfælde ikke var rigtig, trængte Bjørnson ikke til at gjøre indlysende. Det var fuldt indrømmet af alle dem, som det han skrev kunde gjøre Indtryk paa. Men han greb Leiligheden til at statuere et Exempel paa en Modstander. Han brugte sin hele Evne til i en glimrende skrevet Artikel at tage denne ene Mand for sig, og fremstille ham som et rigtig slet Menneske. Og han fandt dengang at det var meget urigtigt gjort af mig, da jeg fristede at gaa imellem og værne lidt om Mandens personlige Ære og hævde Muligheden af hans gode Tro. Jeg for min Del kalder det Forfølgelse, naar man uden Nødvendighed kaster sig over den enkelte Mand, helst naar det sker paa en saadan Maade at det vil kræve ham hans Ære. Derimod kalder jeg det ikke Forfølgelse, naar man uden at ændse Personer søger at lægge i Dagen det moralsk urigtige i en Fremgangsmaade som kan følges, og følges i Aarrækker, af mange af vore betydeligste Mænd, og som kan finde Billigelse hos den største Del af vort Folk. Tager jeg feil i min Opfatning af Tingen, er vore Republikaneres Færd virkelig i dette Stykke moralsk upaaklagelig, ja, saa er det jo ganske vist en Uret jeg begaar imod dem, skjønt jeg ikke tror det er af det Slag som man pleier at kalde Forfølgelse. Har jeg derimod Ret i min Opfatning, saa er det, jeg gjør, ikke Forfølgelse, men et Forsøk paa at opklare de moralske Begreber paa et Punkt hvor der hersker en overmaade udbredt Forvirring, en saa dyb Forvirring, at selv en af vore retsindigste kan give sig til offentlig at tage det umoralske i Forsvar. Og ingen vil negte at en saadan Opklaring er en baade god og paakrævet Gjerning.
           
Kan Bjørnson sige, at det Angreb han i sin Tid rettede mod Blom, trængtes til at opklare Begreberne om hvad der er Ret og Uret? Da jeg dengang modsatte mig hvad der i mine Øie var Forfølgelse, kaldte han det for Forræderi. Man skulde forfølge den skjulte Umoral til det yderste. Nu derimod? Man maa, synes jeg, som Bjørnson være et stort Stemningsbarn, for saa hurtigt at kunne glemme sine egne Grundsætninger, og dreie dem om. - -
           
Nu i sit sidste Stykke til mig siger han at jeg bærer mig hensynsløst af med de Krav jeg stiller, og mener at jeg paa andet Omraade selv har gjort mig skyldig i den samme Feil, som de jeg angriber. Han slutter med at spørge: skal vi være saa hensynsløse at lægge Bruuns egen Maalestok paa Bruun selv, eller skal vi lade det være?
           
Aa nei da, kjære! ikke saa undselig! Bjørnson maa saa gjerne lægge Maalestokken paa mig. Han maa indtil videre saa gjerne faa Lov at sige, at jeg er medskyldig i det theologiske Fusk, som jeg i sin Tid ikke vilde hjælpe ham at angribe. - Den Ting kan vi ellers altid tales ved om, hvis han saa synes.
           
Men hvad Bjørnson derimod ikke saa gjerne maa faa lov til, det er at snakke bort den Sag det her gjælder om, saaledes som han engang ved en tidligere Leilighed fristede at gjøre ved en anden Side af den samme Sag.
           
Vil Bjørnson være med her, saa lad ham ikke komme med Snak om Hensyn og saadant. Lad ham sige greit ud om han synes jeg har Ret eller ikke? Om han selv i sin Dagligstue finder at vore Republikanere i dette Stykke bærer sig feigt eller modigt ad? Om han finder at de gjør Fyldest for hans eget at være i Sandhed, eller ikke? Nogen maa dog vel denne hans stærke Tale om at være i Sandhed skulle gjælde. Mig synes at den ingen rammer mere paatageligt end vore tause Republikanere. Eller var det hans Mening, at den slet ikke skulde anvendes paa bestemte Mennesker her i Landet? Var det en uskyldig Almensætning, som han hin Aften forkyndte med en saadan Lidenskabens Vælde?
           
Jeg gjentager det: lad Bjørnson først sige tydelig om han synes jeg har Ret. Naar det er paa det rene, da først blir der Tid til at spørge efter om jeg har gjort hensynsløs Brug af min Ret eller ei.
           
Hensynsløs? Pleier Bjørnson at være hensynsfuld, naar han skriver imod Høire? Men for Venstre forlanger han altid Hensyn, ligesom han for sit eget Vedkommende forlanger at den, han kjæmper mod, skal være kjærlig imod ham. 1)
           
Jeg minder igjen om den Udtalelse af Bjørnson, at det serleg var den moralske Side af Politikken, som han lagde Vegten paa. Jeg mener at forsaavidt gjør han Fyldest for dette Ord, som det jevnlig er de moralske Brøst ved Høirepolitikken, han søger at udhæve, og ligesaa de moralske Fortrin ved Venstrepolitikken. Og i meget, i overmaade meget af det, som han i saa Stykke har at sige, kan jeg give ham Ret. Men jeg kan ikke give ham Ret, hvis han mener at Venstre i Hovedsagen er uden synderlige moralske Brøst, og heller ikke naar han, som nu, vil gjøre det til Hensynsløshed at tale om slige Brøst. Jeg vil, ligesom han, friste paa at se Politikken først og fremst fra dens moralske og ideale Side. Men da vil jeg ogsaa friste i min Opfatning af Venstre at være hensynsløst den samme, som jeg er i min Opfatning af Høire.
 
1) Se hans Anke imod mig i Oplandenes Avis No. 109.