[Tidender.] Professor Monrad og Statskupet. - Ivar Aasen-tunet

 

Det var Monrad som var Upphavsmann til 
Statskuptanken, som alle veit; han skreiv um det i Morgenbl. og sagde at naar Trykket bliver ret føleligt, naar altfor store Interesser staa paa Spil, og den almindelige Uvilje naar et Toppunkt, vil en dristig Regjering ikke resikere meget, men vil meget mer have Landets beste Kræfter med sig, om den ^_ beraabende sig paa Nødværgets Ret ^_ Gud afvende Varslet ^_ vover et Statskup, hvorved Storthingets Beslutninger aabenbart tilsidesættes .

 

So var det Bergkandidat Per Mortenson, som sagde det paa eit Folkemøte, at ein slik Kar var Landsforræder og at han burde for lenge sidan hava setet paa Slaveriet og etet Hestekjøt .

 

Dette likad ikkje Monrad, som rimeleg var, men vilde likevæl ikkje leggja Sak, gjekk berre til Kyrkejdept. og fekk seg ein Attest for, at han var eit skikkelegt Menneskje, som ein ikkje skulde tru noko vondt um.

 

Men so kom Dagbl. og skreiv eit Stykkje um ein Moralfilosof og hædde Monrad, fordi han trudde, at slike Attestar kunne hjelpa, han som hadde skrivet so, at han bliver en Fabel for det ganske Land o. s. v.

 

Daa endeleg vart det formykje for Monrad ogso, han lagde Sak mot Dagbl. og kravde Straff for Dagbladsredaktøren, L. Holst, og vilde hava avsannat, at han sjølv skulde hava gjort noko som han hadde fortent Straff for.

 

Domaren fann, at Dagbladsstykkjet er grunnat paa den Meining, at Monrad ligefrem har overtraadt Straffeloven og opfordret til Statskup.

 

Uden her at skulle indlade sig paa at bedømme, hvorvidt denne Udtalelse overhovedet kan ansees for tilbørlig eller velbetænkt ^_ et Spørgsmaal, der ikke foreligger til Afgjørelse under denne Sag, ^_ skal Retten alene bemærke, at Udtalelsen efter sin logiske Affatning i Forbindelse med Tankegangen i Citantens Artikler idethele ikke med Rimelighed kan opfattes som en Opfordringeller et Opraab. Ordet Statskup er nævnt, men alene som en, nær eller fjern, Mulighed. ^{_ _ _ _} En Opfatning af Citantens Udtalelser, som indeholdende en Opfordring til Oprør, staar formodentlig i Strid ikke alene med Artiklernes hele docerende Tilsnit, men ogsaa med selve den Tanke, der gaar igjennem dem.

 

Likevæl maa dei medgjeva dette, at der væl hjaa Monrad ikke er Tale om Statskup, Revolution eller Oprør i Almindelighed, men efter Citantens egne Ord, alene om et Statskup, hvorved Stortingets Beslutninger aabenbart tilsidesættes , altsaa om et Statskup, som bestaar deri, at Regjeringen ganske sætter sig udover Stortingets Beslutninger, og handler, som om de ikke var fremkomne. Hertil udkræves ingen Anvendelse at voldsomme Midler.

 

Og so bladar Domaren umhugsfullt i Lovboki si, og finn væl særskilteBestemmelser om Straf for Opfordringer til Statskup, men ingen almindelig Bestemmelse om Straf for den blotte Opfordring til at begaa Lovovertrædelse.

 

Og paa dette dømer han Monrad fri og L. Holst i Mulkt for at han uden Føie har sigtet Citanten (Monrad) for at have opfordret til 
Statskup, og derved at have begaaet en strafbar Handling, har saaledes gjort sig skyldig i Ærekrænkelse.

 

Det er Domstol, som det er Mun i det. 
Etter denne Domen kann nemleg kvar ein strafflaust opfordre til at begaa Lovovertrædelse berre han ikkje beintfram nemner Kulur og blanke Sverd. Jau det var lagom Greide.

 

Riksretten dømde Statsraadarne for det same, som Monrad hev opfordet til.

 

Men Landsdomaren i Aker let naturlegvis, som um ikkje Riksretten var.

 

Det vert Moro aa sjaa, kva dei høgre Domstolarne vil segja um denne Greida. For det er Von, at Holst gjev seg ikkje med dette.