Han Jo Lunde.

 

(Del 1 av 3.)

 

(Fraa Voss).

 

Han Jo Lunde va fudlu Skjælm, alt frao han va so storu.

 

Mæ Rækafanto gjore han mangt ait Spikk, so dai vaa fælt rædde haano.

 

Ain Uversdag um Sommar’n kaam da ait stort Fantabøle te Lunda. Dar va ’kje Folk haima; men Fantane gjængu in kussær. Han Jo saog detta tao Taiæ aa gjækk haim te dai. ”De lia ilt de, stakkara,” sa han; ”kaamme no uti Ældhuse aa værme deko. Han gjækk ut ette ait Fang mæ Tuurr-ve aot dai aa hjælpte dai te aa kvaikja upp. Han ba dai sæikkja seg kring um Aor’n aa værma sæg. Han sje finna te nokku turre Knobba aat dai, so dai sje fao ait ændao bære Ælsmaol. Fantane tutte detta va gjelt aa lætu væl yve dennen snelde Man’n, dai va kaamne te. Han Jo va ut aa baarte Haal i nokku gamla, fæla Bjørkunutu aa stappa Krut i dai. Dæssa la han pao Ælsmaole dairans aa ba dai, adle føra sæg væl inaot Aora. Aa Fantane gjore so. Bæstu so da va, dai saatu aa skratta aa rutla so Fantene plao gjera, sprak aina Nuto; Hælmingane spraatto pao Væggjene aa slou Fantane, so dai rudla pao adla Leu aot Aora. Men dao vatt da fudla ait anna Læte. Dai, so raodde so mykje mæ seg, rændu pao Døræ aa vilde ut; men dai fængo bia, fy han Jo hadde petta dai ine. Mæ da samma dytte han Ljor’n attu, so dai sje fao got tao Røykje aag. Aa so sprak dan aine Kobben ette dan are, so ænn kunne tænkt attu Takje hadde gjenge i Luktæ. Fantane gaultu aa skreku so Udyr; mæn dai fængu væ, dar dai vaa kaamne kussær. Naor han Jo saog, da va Ænde pao Røykjen, læt han uppattu Døræ. Aa Fantane kaammu blaoe aa bloutu ut igjønum Døræ aa spraangju, so dai laogu uppao ain an; men kussær hælt han Raok ette dai.

  

Bæsso da va ain Dag, dai stou pao Slaottutæiæ, ba han Jo drængjen senn fylgja seg haim, aa so sætte han te aa slipte Haltydno si. ”Kva ve du dao mæ Haltyd’nne i dag?” spure Drængjen. ”Aa æg ve ut pao Stød’l aa sjao kur dai leva dar”, svarte han Jo. Samme Maargon va dar kaamme ait Fantabøle pao Stølæ. Fystu draakku dai upp aadl Søtamjølkjæ hinna aa aotu upp Rjymmen; sian toku dai aa støyttu Sjyre or Kaalfaato ut i Kjel’n aa vilde bræsta utur Kaast aat sæg, so dai sje fao fydla sæg sjekkjelæ, før dai raiste. Naor han Jo kaam, hadde dai sæt Kjel’n tao Ais’ne aa saatu aa aotu pao Kaast’n. Han gjømde Haltydno aa hælste blit aa signa Mat’n dairans. Naor han hadde staagga lite Gran, toku Fantane te aa hældu sæg bort i frao Kjelæ, eikkje fy da dai tænkte noko ilt te han Jo, men dai hadde nørt sæg væl før, so dai toko fudla te aa ronast adle samne. ”D’æ ’kje vært te løyva nokku, ganje burt aattu aa æte upp Kaast’n”, sa han Jo. Aa ja Fantane nøytte sæg te dæss dai ha vonnu haano i sæg. ”Ja”, sa han hart, ”ha de no æte upp Kaast’n, so fao de ha i deku Myso aag. Fantane mainte dai turte ’kje da; dai vaa ’kje tyste; dai hadde fængje Drikka før. Han Jo fata Haltydno aa bante attu Mysu laut i dai, um dai so sant spraakku, ældu vilde han sni Haave tao dai adlesamne. Dai prøvde te aa møta. Ain traiv ai Byrsa, dai hadde mæ seg aa vilde skjota’n; mæn da brann eikkje in; han Jo hadde smete seg te aa pest ini Fængjehaale. Han Jo slo Byrso or Nævo pao hano aa ga hano ait Drag, so han tumla bort igjønnum. Fantane laatu te aa drikka pao Myso; dai grætu aa lætu aa bau um aa slæppa; men so snart han saog attu enkan staagga ældu drak lite, so va han i Vere mæ Haltyd’nne. Da va ain gammadlu:

 

Man, so tømde Kjel’n. Hadde æg vaa yngre, so hadd’ æg ’kje draakkje dan Drykkjen, sa han. – Da hadde visst vaa ain gou Kar, da. – ”Halt Kjæft’n den, gamle Hund’n den!” sa han Jo, aa va bort aa labsa te haano. Sian sætte han te aa sprang ette dai, aa dai gjængu bærre aa stundu, aa rændu dai ini enkart mæ Føtu, so raaku dai ikaad’l. Dar va mæ ai Kaana aag, so va umhændu, aa henne hadde han hatt ilt tao sia, sa han, naar han va vaat’n gammadlu.

 

Saint ain Kveld kaam da to Fanta te Lunda. Dai træfte han Jo ut i Tunæ aa pao Timen spuru dai, um da va langt te han Jo Lunde. Dai hadde høyrt gjete attu han va ain harka Mann, sa dai. ”Nai no æ da ’kje langt attu, aa de mao agta deko væl fy haano; han æ ait harka Menneskje”, sa han. ”Kaamme no aa fylgje mæ en”, sa han. Aa ja, Fantane va trune aa fylgde haano. Ette han hadde snakt ai Stund blit mæ dai, so spure han dai, um dai vilde drikka ain Dramm. Ja, da vilde Fantane gjædna; dai tutte no, da sto te, kann du veta. So tok han ain Buted’l aa ait stort Sylvstaup utor Skaopæ seno aa slo i ain Dramm. ”Drikk no snøgt”, sa han mæ dan aine Fanten, so faor æg gje Kamrat’n den aag; æg æ so raddu, hær kjæmmu flaire in, aa Brænnvine æ da ’kje mykje tao, veta de”. Ja Fanten støytte Drammen i sæg mæ ai ainaste Gaang. ”Au! au! æg liggu dauu!” skraik Fanten. ”Aa nai! aa nai!” sa han Jo, ”æg tænkje æg tok failt; æg hadde ain maiskabuted’l aag standan in i Skaopæ. So skunda han sæg bort i Skaope ette ain Buted’l, so da va nokku gammalt stært Lyse pao aa slo i Staupe attu. Drikk no berre snjøgt, so mykje dan styggje Smaikjen gje sæg attu. Fanten va truen aa gjore so; men dao færsto han, dæ va gale. Han sløngde Staupe burt pao Bore aa sætte pao Rymming. Henn Fanten gjore aag da samma. Han Jo fata upp Kniven, sætte ette dai aa sa: ”De sku fao huksa de ha vaa hjao han Jo Lunde”. Aa i samma, dai kaammu ut i Døræ, støyte han dan, so sprang sistu, i Ryggjen mæ Knivskaftæ. Han hadde snut Kniven i Haand’ne, fy han vilde bærre skræma haano. Fanten skraik da fælaste han va gotu. ”Skjær han dæg”, sa henn Fanten. ”Aa han rak Kniven ratt upp unde Skafte i Ryggjen paa meg. Han dræpu oss baae to”, sa han. So sætte dai av baae to, so dai gjængu ette ændn. Aa han Jo sto attu i Dør’ne aa bærre lo aat dai.

 

Da va ’kje længje før da gjækk Gjetor um han Jo kringum adla Bygda. Femrait’n i Saangdal kaam ains Ærend te Lunda fy aa prøva haano. Han Jo tok væl imot haano, som han jabnaste gjore mæ adle Faalk. Dai prøvde mæ mangje Slags Kjæmpustykkje, aa pao Slutten tokust dai, aa da sje ga gjelt, fy dai kunne baade røyna aa vara sæg baoe dai Karane. Daa sje ga nætt likt mæ dai, so dai rikte ’kje ain Grand korne tao dai. Pao Slutten vatt han Jo vedlu aa traiv ette Knivæ. Mæn Kniven hækk i Sli’r’ne likso han sje vaa laadda fastu, aa so tok da te aa myrkna fy Augo hans, ændao dæ va høgste Dag; mæn dao vatt han Jo ræddu, fy han sjønte, attu Femrait’n va bærre kjændu i Svartebokjene ænn han. Sian velde ’kje han Jo prøva maira mæ nokku Kjæmpestykkje. Han tok bærre te aa jølte hono so bæstu han va gotu, aa, naar han raiste haim attu, fyglde han Jo haano ait langt Stykkje. Bæso dai gjængo vatt han Jo so dødelæ laoku. Han redla sæ so ain makk aa jamra sæg, so dai kunne høyra haano langu Væg. Femrait’n vart faarfæru. ”Du døyr tænkj’ eg”, sa han. ”Aa – aa. – nai, æg tænkje ’kje æg gjere da hældu; d’æ ain Spræng, æg æ vann ha”. D’æ bæstu, æg gaor ette Faalk”, sa Femrait’n. ”Aa – aa nai, hadde du vaa gotu funnu mæg nokku Lav, so æg fængje tyggja pao”. ”Da ska da snjøgt vætta Rao mæ”, sa Femrait’n aa rænde burt aot ai Fura, so sto tætt frammæ dai. ”Mæn – da – lytu væ Taaplav”, naukra han Jo. Furo va fælande høg aa Læggjen va klædu mæ Lav aa smaaoe Turrkvista gaatso ratt upp i Taappen pao henne. Mæn Femrait’n va ’kje dan Mann’n, at han kvidde sæg fy aa sæjkkja te. Mændaa han balte sæg uppigjønum kraup han Jo burt aat Fur’ne aa sto fjorefoto aa jamra sæg. Han hadde Ældføre mæ sæg aa slo Æld upp, aa naor han saog attu Femrait’n va kaammen upp i Taappen, kvaikte han i Lave. Da va varmt Ver, so Kvao rann ette Baarkjæ, aa alt va knusande turrt. Trast da kaam ain Gnaiste burt i Lave, fatna da i da aa i Maas’n aa Turrkvistane, aa før Femrait’n visste Ore tao da, kaam Værmen so ain Brisingalaaje uppigjønom Furo, aa fy eikkje aa vætta snausveen la han te aa bykste ne or Fu’r’ne. Da var brat, dar Furo sto, aa han gjækk Kant yve Kant nijønum Bakkjen. Mæn dao va ’kje han Jo laoku længur. ”No æ æg laittu tao dæg, aa du tao mæg; no æ da bæstu me sjyljast”, sa han Jo aa raiste ein Væg. Da samma gjore aag Femrait’n, naor han raodde so mykkje mæ sæg attu.

 

(Meir.)

 


Frå Fedraheimen 12.06.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum