Han Jo Lunde.

 

(Del 2 av 3. Fyrste delen.)

 

(Fraa Voss).

 

(Framhald fraa fyrre No.)

 

Aigaang um Vættur’n kaam Fut’n aa sje panta haano paa Skat’n. Han Jo viste, ka Dag han kaam, aa trast Aamsældo va utorbraannæ aa Glødna slaakna, klæmde han Aabn fudlu attu mæ turru aa raou Ve, aa so gjækk han aa gjætte pao Fut’n. Trast han saog Fut’n fram pao Haugsklaivene rænd’an in aa kvaikte i Aamsældo. So møtte han ut i Tune aa bar sæg idla fy, attu Fut’n laut raisa fy hans Skuld i slek ain Kule, aa fy, attu da va Røyk inni Staavene hjao dai. Mæn so sje han dao fao raie Peng hjao haano. Fut’n nøgdest de aa gao inni Staavo, fy da va sprættande kalt aa dar va ’kje anna Værmahus aa ga in i. Naor Fut’n va inkaammen læt han Jo Drængjen sin petta Døræ attu aa læggja Sjolæ pao Ljor’n, sjøllu smatt han ut i Klæven. Fut’n aa Stæbnaranne skreku so Faalkje haure dai yve haile Gar’n. Mæn ingjen taarde lata upp kussær. Naor han Jo tænkte, dai ekkje taalde maira, kakka han pao Væggjen aot Drængjæ, aa han læt upp Døræ aa tok Sjolæ tao Ljora. Trast Røykjen tyntest, tok han Jo te aa laitte ette Futæ. Han fann haano burtunde Sængjene. Han drog haano fram, aa bar haano ut, aa Fut’n vann kurkje stao ældu snakka, aa stort likare va da hæld ekkje mæ Stæbnara. Han Jo skulda pao Drængjen. Han sprang ette ai Øks aa bante han sje kløyva Sjælto i haano. Drængjen flaug undao, kann du veta, aa han Jo sprang ratt att pao Klaivane; mæn so laga han de no so, at han ekkje raakk haano. Stakkars Fut’n trudde dætta va Aalvore aa ropte ette haano, at han ekkje maatte gjera haano nokku. Solais skuldest dai dan Gaangæ. Fut’n tok Klagje pao haano, aa dar vatt hælde Forhøyr pao han Jo pao Bidnæ. Mæn dao skapte han Jo sæg so ravande gal’n, attu Fut aa Skrivar taarde ’kje anna ænn læsa sæg in aa slutta Sakjæ solaisne dan Gaangæ. Trast ette vatt da hælde Forhøyr pao haano attu pao Ure. Dao hadde Skrivar’n so mykje Faalk mæ sæg, attu da nytta ’kje fy an Jo te sækkja upp. Mæn dao viste han ai aannaar Rao. Dar va mykje Faalk inni Staavene, før han Jo kaam in, aa Skrivar’n sat i Høgsætæ, aa Lagrættesmænn’ne saatu pao Storekrakkjæ aa i Andvæggjæ. Han Jo staig upp pao Dørstaakkjen aa stakk Haave inum Dørgaupo, somykje han fækk sjao Skrivar’n, før Skrivar’n saog haano, fy dao vann han Jo klumsa haano. – Han sje væ so lit’n, at han ekkje hadde sætt Skrivar’n yve Haave pao Faalkjæ, hadd’an ’kje stae uppao Dørstaakkja. – Sian van ekkje Skrivar’n saia nokku viare. Han Jo batt haano i Oro, nætt so han vilde. Han betalte Skatt’n aa naakku lite te aa, sian slapp han av mæ altsamma.

 

Han Jo gjækk ofta i Rainsfjædlæ, aa dao va han Ola Grindaland jabnaste mæ haano. Ain blanku Solskjensdag laogu dæsse to i ain Haug uppao Grindaflæto aa skaadde ette Dyro. Bæsso da va saogu dai, attu ait Brudlag kaam roande yve Flætavatne. ”Lat aas smita oss burt aot dai”, sa han Jo. Dai gjore so aa hældu ette dai ratt inni ain Haug. Da sje væ fint inne hjao dai. Dar laog ai Bok burt pao ain Jædl, aa han Jo sa da ofta sian, at han angra pao, at han eikkje skaadde i Bokjæ dairans, so han fækk veta, ka Slags Tru dai hadde. Da va længje, dai eikkje saogu nokku Faalk. Mæn teslutnings kaam Bruræ te dai. Da va ai Audlandsgjenta, da; ho hadde vaa dar længje, sa ho, aa ho læt væl, attu ho hadde gaatt. Da va bæstu, sa ho, attu dai eikkje gaa sæg te længje inne dar, aa so ba ho dai snjaopa sæg, naor dai gjængu um Døræ. Dai raiste gaatso pao Timen. Aa naor dai gjængu um Døræ, kasta dai sæg brænnande snjøgt atmæ kvarsi Baitesjia, aa i da samma kaam dar jagande ette dai ain gloande Jænstaur, so foor nætt mitt imidlo dai. Aa hadde dai ’kje skvaattu pao Leæ, so hadde Jænstaur’n gjængje tvørt igjønum dai baoe to.

 

Kvært Jolafta hadde dar, solængje Faalkje kunne minnast, kaamme ait stygt Traadl inn pao Lunde aa kravt ette Øl. Dai hadde laatu sætt ai stor Ølkænja burt te da. Aase hadde da tækje aa draakkje henne or aaso raist attu. Naor han Jo foor te aa jorest vaks’n, tænkt’an, hau sje ta imot Traadle pao ain ann Maote. Han ladde Byrso si aa livde ’kje korkje Krut ældu Bly. Aa naor Traadle kaam aa kravde ette Øl, la han te aa skaut pao da. Dai saogu da rai ænda; da synte, attu Kulo hadde gjængje gjønum Baitesjio aag. Nokku maira saogu dai ’kje. Aa sian kaam da ’kje attu maira. Mæn sian sætte han Jo jamt kvært Jolafta ai Ølkjænja up unde ain storu Raun, so sto tætt fram mæ Huso. Drængjen hans spure, kor da hadde sæg, han gjore da, aa dao svarte han bærre: ”Skaa no ette tilæ imaargo, so ska du sjao, um ho ekkje æ vaattæ tom. ”Drængjen skaadde, før han Jo va uppe, aa dao fanst da ’kje ain Draape i’ne.

 

Han Jo hadde to fina Døttu, aa dai vaattu umhændu baoa to gaatso mæ aigaang. Friarane dairans vaa ’kje faar væl ute. Han Jo tutte ’kje nokku um dai, aa difyre va da ingjen, so taarde snakka te fy dai. Dai laatu gjera da sjølve, da; trast dai næmde nokku mæ haano, fata han upp Kniven aa sætte ette dai. Dan aine han rymde so Bjød’n sje va ette haano, aa da va saint aa sian, han fækk Dottur hans; men henn traiv ain Stain ut or Røykaabnæ aa ba haano kaamma. Da fyssta tutte han Jo sto te. ”Dæg lika æg, sa han, ”du ska fao Dottur mi, du ska væ vælkaammen, naor du kjæmmu antan d’æ myrkt ældu ’ljost”. Aa dai fængu halda Brydlaup trast ette.

 

(Meir.)

 

 


Frå Fedraheimen 19.06.1886
Elektronisk utgåve 2007 ved Norsk Ordbok 2014 og Nynorsk kultursentrum