Før Povel foer aav [Ludvig Holberg]

(Språkprøve, Ca. 1750)

Av Knud Leem

At det Danske Sprog, og det Norskes Dialecter vidt differerer fra hinanden, viiser efterfølgende Ord excerperte af dend Navnkundige Historie-skrivers Baron Ludvig Holbergs Kirke-Histories pag. 42 og 43, hvilke paa Norsk ere oversat efter dend i Augvaldnæs Præste-gield udi Carmesunds Provstie i Christiansands Stift beliggende bruugelige Dialect.

 
Før Povel foer aav, ha han eit besyndelæge Mas mæ Festo, aa dend Jødische Kongien Herodes Agrippa va testear siaa dey: Thi, daa Festus fortalde Kongien, at der va qvikkel imyllaa Jøderne, aa Povel om ein doue Mand, so heitte Jesus, so Povel sa va levande, ha Agrippa siøl hog te aa mase mæ han, dæ og skeedde. Daa Agrippa ba han tala, fortalde Povel kortelæge si heila Histori, baa Omvendelsaa si, aa Preikene sine, aa sa: For dend skuld ha Jøderne ville slie me ihæl i Kyrkiaa; Men E æ enddaa te ve Gus Hielp, aa vitna om Sandheitaa føre Store, aa Smaa, inkie seyande, uta qua so æ før i Væraa sagt ve Moses, aa Prophetane, nemlæge, at Christus skulle lia, aa at Døen, aa Opstandelsaa hans skulle forkyndas føre Jøder, aa Heiningar; Men, daa han so talte, ropte Festus høgt: Du æ inkie klok, Povel! Lærdommen din hæve giort de rasande. Derte svarte Povel: Dæ æ Sandheit, aa Viisdom, so kiæme me te aa tala soleis. E tala dristelæge te Kongien, so veit vel om sovorne Ting, aa so truur Prophetane. Daa sa Agrippa: Dæ feyla inkie mykki paa, at du ey tala me siøl øve te aa verta ein Christen. Derte svarte Povel: Gie du, aa alle dey, so her æ testear, maatte bli, likaso E, undetakande disse Lænkiene, so E dræge. Dermæ reyste dey se op allesamne, aa Agrippa sa: En kunne lete han sluppe louse, derso han inkie ha paaste aa faae Sakia[a] si ind føre Kæisaren. Daa blei dæ so beslutta, at hand skulle reysa te Rom. Reysaa giek og korte Tii derette føre se, aa Povel mæ Lukkas giek ombor paa eit Skip fraa Adrameto. Daa dey ha segla ei Tii long i Midlandske Siøen, sa Povel før ut, at baa Skippe, aa Folkie ville standa ein høge Fare. Spaadommen hans blei og fuldkommen: Thi korte Tii derette reyste se ein forskrækkielæge Storm, so tok slike øvehaand, at alt Skips-folkie sætte se bære Døen føre Ouene. Daa brixla St: Povel dey, for dæ dey ha foragta hans Aatvarsel; Men derhos trøsta dey dermæ, at, endskiønt Skippe skulle forgaaest, skulle daa ingien aav Folkie komma bort. Daa al Rednings-von va ute, let dey Skippe driva føre Vinden, aa paa dæ sista støidte dæ paa ein Bankie, aa blei, aav Siøen sunde-slie. Somme uta Folkie let se driva paa Plankane, aa andre sømde te dæ næmaste Lande, so dey vart alle i behald. Staen, kor dey kome te Lands, va Malta-Øynaa, kor Indbyggarene toke venlege imot dey, aa qveikte ein store Eild op føre dey for aa turka Klærne deira, aa fielga deires Lekom: Men daa Sancte Povel samla smaae Tre-stykkier te aa kasta paa Eilden, kom ei Ørla ut-krypande or Veen, aa sætte se paa Haandaa hans. Indbyggarene, so vart ditte vare, sa mæ se siøl: Dinne Mainnen maae vist vara ein Mordare, ettedi, skiøndt han æ reidda fraa Siøen, han daa verte forfølde uta Gus Hæmn paa Landjoraa, Men, daa Povel rista Haandaa si, aa ha ingien ska faat, aa Ørlaa dat i Elden, forandra dey Snakkie sit, aa heldt han føre ein Gud.
 
Førend Paulus reyste bort, havde hand en mærkelig Samtale med Festo, og det udi den Jødische Konges Herodis Agrippæ Nærvaerelse: Thi, da Festus fortaalte samme Konge, at der var Disput imellem Jøderne, og Paulum om een død Mand ved Navn Jesus, som Paulus sagde var levende, forlangede Agrippa selv at tale med ham, hvilket og skeede. Da Agrippa bad ham at tale, fortaalte Paulus korteligen sin heele Historie, saavel sin Omvendelse, som sine Prædikkener, og sagde: For dend Aarsag skyld have jøderne villet ihielslaae mig i Templet; Men jeg er endnu til ved Guds Bistand, og vidner om Sandheden for Store, og Smaae, intet siigende, uden hvad som er forud sagt ved Mosen, og Propheterne, nemlig at Christus skulle liide, og at hans Død, og Opstandelse skulle forkyndes for Jøder, og Hedninger; Men, da hand saa talede, raabte Festus over lydt: Du est ikke klog, Paule! Din Lærdom haver giort dig rasende; Hvortil Paulus svarede: Det er Sandhed, og Viisdom, som kommer mig til at tale saaledes. Jeg taler dristelig til Kongen, som er kyndig i disliige Ting, og som troer Propheterne. Agrippa sagde da: Der fattes ikke meget paa at du jo overtaler mig selv til at blive een Christen. Hvortil Paulus svarede: Gid du, og alle de, som her tilstæde ere, maatte blive, ligesom jeg, undtagen disse Lænker, som jeg bærer! Derpaa reyste de sig alle op, og Agrippa sagde: Mand kunde sætte ham paa frie Fod, hvis hand ikke havde appelleret til Kæiseren. Da blev der saa besluttedt, at hand skulle reyse til Rom. Reysen gik ogsaa kort derefter for sig, og Paulus tilliige med Luca ginge ombord paa et Skib fra Adrameto. Da de havde seyledt een Tiid lang udi dend Midlandske Søe, sagde Paulus forud, at Skibet, saavelsom Folkene, vilde staae i høy Fare. Hans Spaadom blev ogsaa fuldbyrdet: Thi der reysede [sig kort] derefter een skrækkelig Storm, hvilken toeg saadan overhaand, at alle Skibs-folkene stillede sig Døden for Øyene. Da bebreydede St: Paulus dem, at de havde foragtedt hans Advarsel; Men trøstede dem tilliige dermed, at, hvorvel Skibet skulle forgaae, skulle dog ingen af Folkene omkomme. Efterat al Forhaabning var ude, loed mand Skibet drive for Vinden, og stødte det omsider paa een Banke, og blev af Bølgerne slagedt i stykker. Nogle af Folkene lode sig drive paa Plankerne, og andre svømmede til det næste Land, saa at alle komme i behold. Stædet, hvortil de landede, var dend Øe Malta, hvor Indbyggerne toge venligen imod dem, og optændte dem een stoer Ild for at tørre deres Klæder, og at varme deres Legemer; Men da St: Povel sankede smaae Stykker Træe for at kaste paa Ilden, kom een Øgle udkrybende af Træet, og satte sig paa hans Haand. Indbyggeme, som mærkede saadant, sagde da ved dem selv: Denne Mand maa vist være een Morder, efterdie, skiøndt hand er reddet fra Søen, hand dog forfølges af Guds Hævn paa Landet; Men, da Paulus rystede sin Haand uden at have faaet nogen Skade, og Øglen faldt udi Ilden, forandrede de deres Tale, og holdt ham for een Gud.


Note:
Omskrift til Karmøy-mål ca. 1750 av ei kyrkjesoge skriven på Dansk av Ludvig Holberg. Var med i ordsamlingane Leem laga frå Karmøy. Prenta av Torleiv Hannaas i Norsk Aarbok 1920. s. 67 ff.

 


Frå Kjell Venås: Den fyrste morgonblånen. Oslo: Novus forlag 1990. Elektronisk utgåve 2000 ved Jon Grepstad