1807 Notat om norsk språk

Gregers Fougner Lundh

Gregers Fougner Lundh
Notat om eit norsk språk,
 
1.
Hvorfor har Norge ikke sit eget Natjonal-Sprog?
De norske Dialecters Fortrin, og Muiigheden i sanimes Forening til et fuldkommen nationalt Skriftsprog – til dettes Besvarelse lægges min Dissertation ....
.. til Grund
 
Det danske og svenske Sprogs Adskillelse.
Island beholder med faae Forandringer det gamle norske Sprog.
Norge beholder Danmarks Skrivtsprog.
a. Hvilke vare Aarsagerne hertil? Laae den i de norske Dialecters Utienlighed til at danne et eget Sprog? Nei.
b. Bevis for det Modsatte. De n. D. større Lighed med det svenske Sprog. –
c. Er det muligt at N. nogensinde kan faae et eget Sprog? hvorledes realiseres denne Mulighed. Hvilke D. burde ved en saadan Realisation lægges til Grundvold for det vordende nye Sprog? Den som har beholdt de fleste Levninger af det gamle Norske.
a. Danmarks og Norges tidlige og bestandige vedvarende Forbindelse. Begge Folks uafbrudte Omgang med hinanden. Norges Mangel paa et eget Universitet.
b. Mange og store Fortrin i Henseende til Ordenes forskjellige Bøiningsmaader. Stor Rigdom paa Ord og Udtryk (dog ei i videnskabeligt Sprog). – Korthed og Bestemthed i Udtrykket – Blødhed og Velklang –
c. Ved i Landets forskiellige Egne at samle Idiotika. Af dem tilsidst sammendrage en fuldstændig Ordbog – En Mand med de fornødne Anlæg og Mod maatte fremstaae og bryde Isen.
Jeg har i denne korte Afhandling beflittet mig paa at betragte Sagen saa upartisk som mulig – Men skulde Kjærlighed til mit Fødeland, til mine Fædres Sprog end have ledet mig til at see Tingen fra et urigtigt Synspunkt og Partiskhed maaskee vildledet min Pen, haaber jeg at dette vil paa ethvert Sted og især paa dette letteligen kunne undskyldes.
 
2.
Forsøg til en Besvarelse af de Spørgsmaale: hvorfor har Norge ikke et eget nationalt Sprog? og er det muligt og paa hvilken Maade er det muligt, at det engang kan erholde samme? –
 
Plan.
1.
De tre nordiske Riger havde i de ældre Tider et fælleds meget lidt forskjelligt Skrivtsprog – Det danske og svenske adskiller sig, og Island beholder med faae Forandringer det gamle norske Sprog, saavel i Skrivt, som Tale – Aarsager hertil: Islands naturlige Beskaffenhed og lange Bortliggenhed f ra Moderlandet; dets Overflod paa almenlæste Skrivter af islandske Forfattere;
Norge beholdt Danmarks Skrivtsprog – Hvilke vare Aarsagerne hertil?:
Danmarks og Norges tidlige og bestandigen vedvarende nøje Forbindelse. Begge Folks uafbrudte Omgang med hinanden. Især Norges Mangel paa et Universitet.
Laae Aarsagerne hertil i de norske Dialecters Utjenlighed til at danne et eget Sprog? Beviser for det Modsatte:
De have mange og store Fortrin i Henseende til Ordenes forskiellige Bøiningsmaader.
Stor Rigdom paa Ord og Udtryk (: Dog naturligvis ei i videnskabeligt Sprog):
Korthed og Bestemthed i Udtrykket – Blødhed og Velklang.
De norske Dialecters større Lighed med det svenske Sprog; Aar­sagerne hertil – Bevis.
 
2.
Er der nogen Mulighed i at Norge nogensinde kan faae et eget Sprog? Hvorledes realiseres denne Mulighed?
Ved i Landets forskiellige Egne at samle Idiotika. Af dem tilsidst at sammendrage en fuldstændig Ordbog. En Mand med de fornødne Kundskaber og Mod maatte fremstaae og bryde Isen.
Hvilken Dialekt burde ved en saadan Ideens Realisation lægges til Grundvold for det vordende Sprog?
Den fuldkomneste, den der har beholdt mest Lighed med vore Fædres Tungemaal.
I hine længst henrundne Hedenolds Dage vare de trende nordiske Riger i Henseende til Sproget mere foreenede end nu. Vel var der allerede da, som nu, forskiellige Mundarter, men Hovedsproget, det fælleds Skrivtsprog, det saakaldte norske Sprog eller det nuværende Islandske med nogle Forandringer. Men efterhaanden adskilte Skrivtsproget sig i 2 Grene, det danske og svenske, og ethvert af dem antog den Karakter, som oprindeligen var det Folk, hos hvilken det opkom og dannedes, egen. Saaledes blev det svenske Sprog i Følge Landets naturlige Beskaffenhed og dennes Indflydelse paa Folkets Karakter i mange Henseender haardere, men ved dets større Lighed med det oprindelige nordiske Hovedsprog mere skikket for Poesie. Det Danske derimod, opkommende hos en Nation, der i det Hele taget boede under et mildere Klima, paa et behageligere, frugtbarere Jordsmon – antog en mildere Karakter, især ytrer sig i en større Blødhed og Velklang, som sætter det ved Siden af det franske eller vel endog det italienske Sprog. Dog tror man ei at denne Forskjel mellem Sprogene ytrede sig strax; nei, først i de senere Tider opkom den og ganske nyeligen have de begyndt at nærme sig til det Punkt, da det ene Lands Sprog ej længer er almindelig forstaaeligt for det andets Indbyggere.
Saaledes fik nu Danmark og Sverrig et forskielligt Skrivtsprog; Island derimod beholdt og har beholdt indtil denne Dag vore Forfædres saavel Skrivt- som almindeligTungemaal. Tage vi Hensyn paa dette Lands hele naturlige Beskaffenhed da kunne vi letteligen indsee hvorfor det ei saavel som hine Riger underkastedes denne Forandring. Islands lange Bortliggenhed f ra Moderlandet, dets igiennem forskiellige Aarhundrede næsten ganske afbrudte Omgang [1] med samme og endeligen dets egen ringe Folkemængde foraarsagede naturligvis at det beholdt sit gamle Sprog og at der ei der saa let eller saa hyppigen kunde opstaae Dialekter, som i Moderlandet selv – ; tillige naaede Kulturen langt sildigere derhen. Men hvad der mest bidrog til at give Islænderne det gamle norske Sprog, var den store Mængde Sagaer, som næsten alle vare skrevne i Landet selv og efterhaanden vare blevne til Almuelæsning, hvilket de endnu i vore Dage ere, og saa længe Islænderne beholde deres Forfædres Smag for Historie ogsaa stedse ville blive. Man læste disse, man afskrev dem – og da Bogtrykkerkonsten tildeels afskaffede Afskrivningen, bleve disse saavelsom alle andre Bøger der i Landet trykte i det Sprog, man i Landets gamle Skrivter fandt og som endnu var Folkets Sprog. Saaledes omtrent gik det til med Islændernes Sprog og en saadan Vending maatte det efter Sagens Natur tage.
Vi have nu korteligen seet hvorledes Island beholdt det gamle Modersprog. Danmark og Sverrig derimod efterhaanden fik nye Sprog, som med Tidens Længde bestandig mere og mere afvege f ra deres oprindelige Skikkelse. Hvorfor fik da ikke Norge sit eget Nationalsprog og hvorfor beholdt det, uagtet sit naturlige Fælledsskab med Sverrig og den lange Bortliggenhed fra Danmark, de Danskes Skrivtsprog? Det er dette jeg i denne Afhandling korteligen vil søge at vise.
Vi vide af Historien hvor tidligt Danmark og Norge bleve foreenede, vi vide ogsaa at denne Foreening næsten uden mindste Afbrydelse lige indtil vore Tider er vedvaret – og at den Forbindelse havde paa Norges hele Forfatning den mest afgiørende Indflydelse veed enhver der kjender noget til dette Lands Historie. [2]
Da Norge først kom under det Danske Septer var Skrivtsproget i de nordiske Riger næsten det samme – først efter denne Foreening begyndte det danske og svenske mere og mere at adskille sig fra hinanden. Men imidlertid var Norge nu blevet vandt til i Rettergang og andre offentlige Forretninger at bruge det Danske, som dengang kun lidt var forskielligt fra dets eget Sprog – og da Forskiellen begyndte at blive større, var hint allerede blevet saa almeenbrugeligt, at man ei tænkte paa at skrive i Landets egne Mundarter. Ogsaa fik Norge nu mange danske Embedsmænd, og dette maatte ligeledes have megen Indflydelse baade paa at give Norge Danmarks Skrivt­sprog, og tillige paa at give de Indfødtes Mundarter mere Lighed og Overeensstemmelse med det danske Sprog.
En anden Følge af Rigernes Foreening var begge Folks uafbrudte Omgang medhinanden, som vel allerede forhen maatte have fundet Sted imellem hinanden saa nærved tilgrænsende Folk, men som ved det Baand der nu lænkede Nationerne til hinanden, bestandig mere og mere tiltog. Men især synes mig Norges Mangel paa et eget Uni­versitet at have bidraget meget til at Norge beholdt Danmarks Sprog i skrivtlige Sager – Norges Ungdom, som skulde dannes til Statens Tjeneste, især de der bestemte sig til juridiske Embeder, droge fordum til Høiskolerne i Paris, Boulogne, Oxford, Cölnn og andre Stæder; men efter Oprettelsen af Kiøbenhavns Universitet forbandtes de til at studere der.Ved deres Ophold der og bestandige Omgangmed Danske Mennesker og Danske Bøger; hvad var da naturligere end at de talte og skreve det Sprog, som allerede var noget uddannet og som de i alle skrivtlige Forretninger var tvungne til at betjene sig af, naar de ved den Danske Regierings Kamre og Collegier vilde forstaaes –? En Følge af denne Mangel paa et Universitet i Norge var ogsaa at Bogtrykkerier langt sildigere oprettedes der – Alle Bøger, saavel til Undervisning i Skolerne som blandt Almuen, trykkedes i Danmark og følgelig ogsaa i det danske Sprog – altsaa blev dette meget snart det almindelige Skrivtsprog ei allene for de mere kultiverede, men endogsaa for de lavere Stænder – og Ingen tænkte paa at Norge ligesaavel kunde have et eget Sprog, som Dannemark og Sverrig. Saaledes bortfiernedes bestandigen mere og mere ei alene Haabet men endog Tanken om at forskaffe Norge en Fordeel, som det sildigen, maaske ogsaa aldrigen, vil erholde.
Bogtrykkerkunstens sildige Indførsel i Norge.
Men, vil man sige, maaske laae Aarsagerne til at Norge aldrig fik et Nationalsprog – i dets Mundarters Uduelighed til at danne et eget Sprog? Jeg haaber at kunne bevise det Modsatte. Enhver Mundart kan vel naar andre Omstændigheder tillade det blive et selvstændigt Sprog. Man veed hvormeget det Danske Sprog i Henseende til Ordenes Bøininger staaer tilbage for mange andre nyere Sprog; hvor saare ufuldkomne dets Deklinations, Conjugations, Comparations og andre Former ere. At dette er Mangler og store Mangler vil ingen nægte, og disse Ufuldkommenheder findes i langt ringere Grad ved de fleste norske Mundarter, end ved det Danske Sprog. – Saaledes har flere norske Dialekter, og iblandt dem ogsaa den oplandske, som er den jeg her især holder mig til – beholdt det gamle norske Sprogs overmaade skiønne Casusendelse påomi Dativ, plural, f. ex. han slog Drengene, hain slog tæ Gutom – og i den gudbrands­dalske Mundart haves endnu det Fortrin at denne Dativets Endelse er forskiellig for Kiønnene. I Mase. og Neutr. ender den paaomFoeminin derimod paaun– saaledes: han talede til Pigerne, hain tahla åt Jintun. Ville vi deklinere Ordet Jinte, en Pige, efter den oplandske Dialekt, da bliver det saaledes:
 
Ubestemt Bestemt
Singular.           Nominativ        Jinte     Jinta     Plural.  Jinter                               Jinten
Genitiv             Jintes    Jintas               Jintoms (eller åt Jinten)  Jintens
Dativ               Jinto    Jinto                 Jintom                             Jintom
Accusativ        Jinte     Jinta                 Jinter                              Jinten
Vocativ           Jinte     Jinte                 Jinter                              Jinter
 
Saaledes ere ogsaa de 2 andre Kiøns Deklinationsformer rigere her end i det dn. Sp., hvilket Rummet ei her tillader mig ved Exempler at bevise. Ogsaa Artiklen og Pronomerne have det Fortrin at de næsten overalt have særegne Endelser for hvert Kiøn, som ein, ei, eit, en, en, et – min, mi, mit – håkken, håkkei, hakke, hvilken, hvilket. – Hvad Conjugationernes og Comparationernes Bøiningsformer angaaer, da har de n.D. ei saa mange Fortrin – men i Henseende til Talordene desflere for ud for det Danske. Istedet for de Danskes lange 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90, 100 siger Nordmændene tjouge, treti, fyrti, 5ti, 6ti, sjuti, otti, niti, hundre el. 5 Tioug. Ordenstallene hede den tjugende, tretiene, fyrtiene, 5tiene o.s.v. I den gudbrandsdalske D. udtrykkes Mængdetallene blot ved tioug, med hvilket Ordet Reise, som er synonymt med det gaml. d. Sinde, forbindes, som, 2 Reiser tjuge, 3 R.t. for 40, 60 o.s.v.
Tillige have de n. M. en Rigdom paa Ord og Udtryk som fortrinligen vilde bidrage til at danne et skjønt og behageligt Skrivtsprog – og denne Rigdom vilde især kunde overbringes paa det vordende nye Sprog, naar det dannedes ei allene af een D., men ved af de mange forskjellige Mundarter at samle det Bedste og Fortrinligste.
 
[1] Over ordene «Omgang med»er der i mellemrummet mellem linjene tilføiet: sibi adscivit.
[2] Her følger endel Bemerkninger, som senere er indcirklet for at udgaa og som ogsaa er helt sløifet i den latinske dissertation:
Ingen tviler paa at den for Norge har i de fleste Henseender været velgiørende; thi hvad kunde det uden den nu have været? maaske en Provinds af Sverrig, med hvilket Land Naturen synes at have forbundet det nærmere end med Danmark. Enhver indser hvor meget det har vundet ved Byttet.
Landet er for fattigt, siger man, til at bestaae i og for sig selv, som et særskildt Rige og man har vel tildeels Ret – og den republikanske Forfatning vilde vel kun lidt have baadet dette Land. Men jeg seer, at jeg er gaaet videre end min Plan tillader mig. Jeg vender derfor tilbage til at vise hvorledes denne Norges Forbindelse med Danmark har været een Aarsag til at hint Land intet nationalt Sprog beholdt.
 

Gregers Fougner Lundh studerte i København 1806-07, og i denne tida gjorde han førearbeidet til ei avhandling om norske målføre. Teksten ovanfor er henta frå ei notisbok med planar for denne avhandlinga. Siste blad av notisbok (samling av dikt-avskrifter). Frå Skrifter fraa Norsk Maalførearkiv IV. Ved Sigurd Kolsrud. Oslo 1954. Side 37-42. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006