1832 Om norsk språk

Jonas Anton Hielm

Jonas Anton Hielm: [Om norsk språk]

 

Danmark har et større Antal unge Mænd i Middel­klassen, der er udrustet med saadan Dannelsesgrad, som Theatret fordrer, end dets vistnok talrige Embedsklasser kunne optage. Da derhos den dramatiske Kunst der staaer paa et udmærket høit Trin – hvortil vi da ogsaa har bidraget vores ikke ringe Skjærv, under det misbrugte Unionsforhold – saa giver dette en naturlig Anledning til Uddannelse i denne særdeles Green, som hidtil aldeles manglede hos os. Der beredes paa denne Maade en Overflod af dramatisk Talent, som det kan afgive til os; og vi kunne være tjente med, at disse Talenter ikke forsmaae, hvad vi kunne byde dem til Gjen­gjeld for, at de søge til os. Andensteds fra kunde vi ikke faae dem, fordi Sproget vilde være i Veien. Det Danske Sprog er det eneste, foruden vores egen Mundart, der for det Norske Folk i Almindelighed er nogenlunde forstaaeligt fra Theatret. For dem, der ikke vare nødte til at tilbringe Endeel at deres Leveaar i Danmark kan maaskee Forstaaelsen endog af dette, hørt i Afstand, være ufuldkommen nok, imidlertid torde det vel være Faa, der sjelden og kort havde opholdt sig i Rigets Kjøbstæder, som ikke kunne fatte Gangen og Handlingen i et med Dansk Tunge udført Skuespil, og forstaae det Interessante i dets Repliker. Dette er nok for at Theatret kan fyldestgjøre et af sine Øiemeder, at forlyste, og vel ogsaa det, at gjøre almeen praktisk Moral beskuelig. Det vilde derimod ikke være Tilfældet t. E. med det Svenske, uagtet vi i daglig Tale, Ansigt til Ansigt med en Svensker, ganske vel forstaaer hans Sprog.

Udg. har allerede yttret den Mening, at det vilde være ønskeligere, om vi havde virkelig norsk nationalt offentligt Skuespil, og at det er kun som et mindre Gode, hvor det større maa for Tiden ansees som uopnaaeligt, at han bifalder det som det er. Kjerlighed til Modersmaalet er uadskillelig fra det ikke ved en fordærvelig Opdragelse vanartede Menneske. Hiint Engelstoftske Skrivt ligger endnu for Udg.; Ogsaa her vil han laane dets Ord: «Hvad er naturligere,» siger han, «end at det Sprog maa forekomme os som selve Venskabets, Fortrolighedens og Velvillighedens Stemme, det, der saalænge var Vehiklet for alle disse Følelsers Yttring imod os, det, der først lød om vor Vugge, det igjennem hvilket Moderømhedens og Faderkjærlighedens hulde Udtryk første Gang trængte ind i vor spæde Sjel?» – og paa et andet Sted: «Med Sproget falder Nationen, naar den, foragtende sig selv, afklæder sig den Karakteer og den Originalitet, som beroer paa Modersmaalets Vedligeholdelse og Ære. Med Nationen falder Sproget, naar ydmygende Aag, paalagt af udenlandsk Hersker, tvinger det gamle Tungemaal at vige for et fremmed.» Forlystelsen ved Skuespil, opført paa et Norsk Theater med Dansk Tunge, kan derfor i Almindelighed ikke være ublandet. Vi føle det, at vi heller hørte vor egen Tunge der. Denne Følelse er dobbelt gjennemtrængende, naar vi see vor egen Historie, norske Nationale Begivenheder fremstillede under den fremmede Form. Disse mindre behagelige Følelser maae naturligviis, – især naar Spillet ikke bringes til den høieste, saa sjelden opnaaelige Grad af Fuldkommenhed – svække det Indtryk, som Skuespillet ellers kunde gjøre paa os. Følelsen bliver virkelig krænkende, dersom Tonerne af den Mundart, vi høre, bringe os i Erindring, hvorledes just fra det Land, hvis Gjenlyd vi høre, «ydmygende Aag, paalagt af udenlandsk Hersker,» har, saavidt det har kunnet lykkes, «tvunget det gamle Tungemaal», for endeel i Tale, især i Kjøbstæderne, skjøndt ogsaa i disse i forskjellig Grad, og endnu mere i Skrivt, «at vige for et fremmed». Herimod er det os udentvivl en maadelig Trøst, at vi have ydet vor Skjærv til at skabe det fremmede Bogsprog, og derfor nu kalde og ere berettigede til at kalde det vort, med samme Ret, som de Danske kalde det deres. Det lader sig vel heller ikke negte, hvad Anmærkningernes Forfatter yttrer, at den fremmede Mundart maa have uheldig Indflydelse paa Opkomsten af en eiendommelig dramatisk Literatur. Ganske tør Udg. ikke engang modsige, skjøndt han anseer det for tvivlsomt, at Theatrets, om end i det Enkelte umærkelige, dog i det Hele mægtige Indflydelse kan have nogen Deel i, igjennem de fremmede Toner, hvilke Øret vænnes til at betragte som Smags- og Skjønhedsmønstre, at et Slags affekteret undertiden temmelig karikaturmæssig Efterabelse af disse af og til lader sig mærke hos dem, der ville henregnes til «smukke Folk» (beaumonde); at de derved ledes til at finde, «egne Landsmænds Sprog skurrende» og saaledes tabe, med Følelsen for Fædrelandets Sprog, Agtelse for Nationalitet og hvad der staaer i Forbindelse dermed. «Den som brænder for sit Fædreland,» siger Engelstoft, «kan han finde dets Stemme, gjenlydende af tusinde Munde, ubehagelig?» – Men idet Fædrelandsfølelsen slappes, ar­beider Theatret imod et af dets Formaale, og kan bi­drage til at styrke den politiske Reaktion, hvis Tendents er at bringe os under lignende Aag, som det vi have udredet os af. Den liberale Danske Kunstner vil føle, at der er Meget i disse Betragtninger, og derfor undskylde den Eensidighed, som maaskee nu og da krænkede ham – uforskyldt, siden han – enkelt Persons Insolentser bør ikke komme i Betragtning – aldrig fornærmede os, men anvendte sin Flid og sit Talent i Kunstens Tjeneste til Gavn og Fornøielse for os, i det han ventede derved, som han fortjente, at vinde Kunstens hædrende Løn. Hvad hine Grunde derimod maae bevirke, maatte være, en uafladelig Stræben for det fremmede Theaters Overgang til et nationalt, – men ingenlunde, at vi skulle forkaste eller forvise det mindre Gode, før vi have forskaffet os det større. Ved gjæstmild Behandling mod de Kunstnere, der vise sig den og Kunsten værdige, og ved at bidrage til den Overbeviisning hos dem, at de blandt os kunne finde, hvad de søgte, Ære og Brød, skulle vi bestemme dem til at vælge vort Fædreneland til deres faste Hjem, hvis Interesse deres Bestræbelser saaledes ville gaae ud paa at fremme. Er det end saa, at det blødere danske Organ har vanskeligt for at gaae over til det kraftfuldere sonore Norske, ligesom Blødagtighed overhoved for at hæve sig til Kraft, medens omvendt Kraften let synker ned til Slappelse, og den norske Tunge, ved noget Ophold imellem Danske, lettere bøier sig efter deres Lyd, – saa er det dog paa den anden Side vist, at den Danske ved langvarigt Ophold i Norge ei ganske undgaaer, at optage Norsk Tonefald og Norske Sprogformer. Saaledes vilde allerede den nærværende Slægt kunne, efter et Antal Aars Forløb, komme til at bemærke den begyndende Overgang til det Nationale. Blive først Skuespillerne hjemme her, saa vil der, i det dette er betinget af Muligheden for dem at kunne leve som Familiefædre, og af at de ved hensigtsmæssige Foranstaltninger forvisses om, at de selv i den kraftløse Alders Dage, og deres Efterladte, naar Døden bortkalder dem, ikke skulle være udsatte for Mangel, – fra dem udspringe en ny Slægt, hvoraf dog vel Nogle, her som andensteds og i andre Fag, arve Forældrenes Kjerlighed til en agtværdig og interessant Kunst, tidlig dannes for den, tidlig erhverve ved den, og saaledes udgjøre en indfødt Stamme, ved hvilken Kunsten ei alene vedligeholdes, men udvikles under bestandige Fremskridt. Bidrages der, som vistnok meget kunde fremme Theatrets Interesse, og som skal være paatænkt, ogsaa fra Theaterbestyrelsens Side, til en hensigtsmæssig Underviisning for unge Subjekter, der maatte ville danne sig for Kunsten, saa at derved nogenlunde haves Adgang til at udfylde ledige Rum, naar saadanne enkeltviis indtræffe, uden at søge Transporter udenlandsfra; kommer det endelig dertil, at det selvdannede Talent indfinder sig; – da vil Overgangen være fuldendt.

Paa deslige Veie have udentvivl de fleste Theatre udviklet sig; det saakaldte Kongelige Danske begyndte med tydske Skuespillere, havde altsaa, om man end vil regne Danmark for halv tydsk, en anden, længere og vanskeligere Bane at gjennemvandre for at blive Dansk, end vores for at blive Norsk. Kun maae vi stadigen være og med Humanitet gjøre opmærksom paa enhver unød­vendig Afvigelse fra den Vei, som skal berede Udviklingen af Theatrets Nationalitet, paa det at man ikke, fristet ved tilvante Synsmaader, der ikke stemme med dette Maal, skal uforvarende fjerne sig derfra. Iagttage vi dette, da tør det vel antages, at om end virkelig hiin Sprogets ugunstige Indflydelse paa Nationalkarakteren – det Eneste, der kunde gjøre danske Skuespil virkelig skadelige hos os – skulde være Mere end Indbildning, saa vil denne Indflydelse idetmindste være meget tem­porær; og da den desuden i al Fald ikke virker ene paa dette Punkt, men de flere medvirkende Aarsager dog ikke kunne fjernes, saa kan Udg. ikke skjønne, at endog denne Indflydelse, naar den indrømmes, kunde indeholde tilstrækkelig Grund til at modarbeide Skuespillet i sin danske Dragt. Endnu mere, Udg. troer at øine Udsigter til, at selv det Onde ogsaa her kunde forvandles til Godt: Vores Sprogs kaotiske Forvirring kræver høit en ordnende Haand. Kunde det danske Sprogs Indflydelse igjennem Theatret virke til, at dette danske Sprogs Indfindelse igjennem Theatret virke til, at dette ret levende føles, og saaledes fremkalde den ordnende Virksomhed, det eneste Middel hvorved det Onde fra Grunden kan udryddes, saa har den ogsaa fuldkommen erstattet Skaden. Vor Grundlov hævder strængt det Norske Sprogs Anseelse blandt os. Danskernes Forfængelighed tager os ilde med, fordi vi ere saa dristige at kalde vort Sprog Norsk. Vore Danomaner stemme i med dem, og ville kun tillade os at have Dansk Sprog. Patrioterne ville derimod at dansk Sprog ikke maa taales, især paa Scenen. Som der heri, ligesom i andre politiske Ting, er en høire og en venstre Side, Liberale og Absolutister, saa er der og et Partie, der giver sig Mine af at være Centrum eller Moderate. Dette, der hverken vil støde an mod Høire eller Venstre, undgaaer med synderlig Varsomhed at nævne enten Dansk eller Norsk, men kalde Sproget «Modersmaalet», eller om det gaaer vidt «Norsk-Dansk» eller «Dansk-Norsk» – men i Grunden bearbeider det os dog paa Dansk, og belærer os, vel at tage os iagt for at fornorske det saakaldede Skrivtsprog. Udg. har det altid forekommet, som om Partierne i denne Strid ikke vare ganske paa det Rene med hinanden om Tvistens egentlige Gjenstand. Nogle forudsætte nemlig, at der ingen virkelig og karak­teristisk Forskjel er imellem Norsk og Dansk Sprog, og tviste kun om Navnet paa det fælles Sprog. I denne Strid synes det at grændse til barnagtig Forfængelighed naar Danske ville paastaae, at det norske Folks Sprog ikke i Norge maa kaldes Norsk, men skal kaldes Dansk her, om end aldrig, – som dog een af vore lærde Fædrelandsvenner synes til høieste Klarhed at have godtgjort, igjennem Afhandlinger, der maatte ønskes bedre opbevarede, end det kan skee igjennem et Dagblad[1], – historiske Grunde beviste, at Norges Sprog har hævdet Ret til at benævnes som Norsk; medens vi gjensidig ikke nægte Danskerne lige Ret til at kalde deres Sprog; fordi det er deres, Dansk i Danmark. Imidlertid kunde, under den Forudsætning, at der gives kun eet fælles Sprog, der forsaavidt det er Norges i Norge medrette kaldes Norsk, og forsaavidt det er Danmarks i Dan­mark medrette kaldes Dansk, aldrig blive Spørgsmaal om at forvise det fra Scenen, eller om skadelig Indflydelse af, at det bruges der, efterdi i den Henseende Navnet dog Intet gjør til Sagen, De som tale om Saadant maa altsaa nødvendig tænke sig en ikke blot Navneforskjel imellem Norsk og Dansk Sprog, og følgelig betragte Tvistens Gjenstand fra en ganske anden Side end Hine. Men hvori skulde da Tvistens Gjen­stand her ligge? I den blotte Betoning af Ordene kan denne Forskjel ikke bestaae. Thi baade i Norge og i Danmark og i alle andre Lande, i alle Sprog, er denne meget forskjellig i forskjellige Egne af Landene, i Norge endog i de forskjellige Nabobygdelag. Vilde man sætte Tvistens Gjenstand i Betoningen, saa vilde det sikkerlig være umuligt at bestemme en fast Grændse imellem hvad der skulde gjelde som Norsk, hvad som Dansk. Forskjellen maa altsaa ligge dybere og være mere omfattende. Udg. vil tillade sig at nedskrive sine Begreber om Sagen, ladende Andre dømme om hvorvidt de ere de rigtige. Kun paa denne Vei troer han at kunne komme til det Resultat, som han ovenfor sigtede til.

Af Sprogforskjellighed kan udentvivl indbefattes un­der: 1) Forskjel i de enkelte Lyds Dannelse; 2) Forskjel i Benævnelser; 3) Forskjel i Ordenes grammatiske Bøininger; 4) Forskjel i Sætningernes Bygning, og endelig 5) Forskjel i Ordenes eller Stavelsernes Betoning. Jo større enhver af disse Forskjelligheder er, jo mere Maaden at udtrykke Tankerne paa divergerer i disse Henseender, alle eller nogle, desto forskjelligere ere Sprogene. Ligesom Sproget er Begrebernes Meddelelsesmiddel igjennen hørbare Tegn, Lyd, eller disses synlige Tegn, Skrivt, (forskjellig fra Tegning deri, at denne ikke er Lydbetegnelse, men selve Tingenes Betegnelse), saaledes pleier man at ansee det for eet Sprog, der tales og skrives af dem, der forstaae hinanden, uden særskilt at undervises i den Andens Udtryksmaade. Er der ogsaa imellem Flere, der saaledes kunne gjøre sig forstaaelige for hinanden, i en eller anden af de anførte Henseender mindre væsentlig Forskjel, saa kaldes Sprogforholdene med Hensyn dertil: Dialekter. Det ligger i Sagens Natur, at Grændsen imellem Begreberne: «forskjelligt Sprog», og «forskjellig Dialekt», maa, som alle gradvise Overgange, være ubestemt, uagtet Yderlinierne af disse Begreber ikke ere tvivlsomme. Deraf kommer det, at man paa Overgangspunkterne snart bruger Benævnelsen: Sprog, snart: Dialekt. Norsk, Dansk og Svensk ere, efter det angivne Grundmærke, virkelig eet Sprog, som det fra den fjerne Oldtid har været det. At Svensk er en Dialekt, særegen fra de øvrige nævnte, derom tvivler ingen. Men ere, eller i al Fald, i hvilken Grad ere Norsk og Dansk at betragte som særskilte Dialek­ter? Egentlig have vi i selve Norge tre forskjellige Hoveddialekter, nemlig: 1) det som tales i vore Fjeld-dale, der udentvivl temmelig nærmer sig det oldnordiske, især i de Egne som ligge fjernest fra Byerne, eller formedelst Mangel paa Veie have liden Forbindelse med dem[2]: 2) det som tales i Kjøbstæderne; maaskee nærmest en Dansk Dialekt, modificert i mange Dele, deels ved Landets og Egnens ældre norske Dialekt, deels ved Bogsproget, eller maaskee omvendt, det norske Grundsprog paa samme Maade modificeret ved Dansk, og ved Bogsproget. 3) Et saakaldet Skrivtsprog, det samme som skrives i Dan­mark, dog af Nogle i enkelte Dele modificeret ved Optagelse af norske Former og norske Benævnelser, hvilke Modifikationer efterhaanden synes at tiltage skjøndt uden bestemte Regler, blot efter Indfald. – Ikkedestomindre synes det at være Alles Villie, at der dog kun skal være eet norsk Sprog, hvilket man da i Ideen skaber sig efter sine egne Forudsætninger. Hine, som bygge paa det danske og norske Sprogs Eenhed ville da at Skrivtsproget skal ansees for Landets egentlige Sprog, hvoraf Talesprogene kun skulle udgjøre Abnormiteter, altsaa at ovenanførte Spørgsmaal skal besvares benægtende. De som ville det danske Sprog forjaget, ansee derimod Talesproget alene for Landets Sprog, efter hvilket de ville Skrivtsproget skal rette sig; dog egentlig Kjøpstædernes, i al Fald beriget og ordnet ved det i Virkeligheden langt fuldkomnere Bondesprog, skjøndt den fine Verden anseer det som Udtrykket for Kulturmangel. Sammenligne vi «norsk Kjøbstædtale med det Sprog, der, ihvorvel ogsaa under forskjellige, men alle fra vores karakteristisk forskjellige Dialektformer, tales i Danmark, saa finde vi – baade i Lydenes Dannelse – nogle af vort Sprogs Lyd kunne Danskerne ikke engang efterligne, – t. Ex. det, som skrevet udtrykkes ved Kj – i Kjedel, Kjole o. dl., i mangfoldige Benævnelser[3], i grammatiske Ordbøininger, t. Ex. vores tre Kjøn istedetfor at det Danske Sprog kun har to, vores Plura­lis paa «er» istedetfor de Danskes paa«e», saasom Hest – plur. Norsk: Hester, Dansk: Heste, i Periodebygninger, t. Ex. at Pronomen possessivum sættes efter Substantivet med den bestemte Artikel i Norsk, men foran det uden Artikel i Dansk, saasom: Norsk: Hatten min, — Dansk: min Hat, og i Ordenes og Stavelsernes Betoning — betydelig Forskjellighed. Det samme gjelder i Sammenligning med Skrivtsproget, naar undtages Lydenes Dannelse og Betoningen, hvorved Norsk og Dansk, hver for sig, følger sin egen Skik. Thi Skrivtsproget er fornemmelig uddannet i Danmark, i det danske Talesprogs karakteer, omendskjøndt ikke uden literære Bi­drag dertil fra norske Videnskabsmænd; og der er saaledes en Strid imellem det norske Talesprog og Skrivt­sproget, som ikke finder Sted imellem dette og det danske Talesprog. —Seer man hen til, hvorledes Skrivtsproget naturligen udvikler sig af Talesproget, gjennem vilkaarlige Tegn, der betegne Lyden, ved hvilken Begrebet, Tanken, udtrykkes, – ikke omvendt, – saa er det aabenbar en unaturlig Tvang, naar man vil gjøre et Skrivtsprog, der staaer i Strid med Talesproget, til Grundvold for en Nations Sprogeenhed.

Hvorledes denne Tvang er bevirket hos os kan man ikke vel tage feil af, naar man kjender i hvad Forhold Literaturen stod til Norge under Foreningen med Dan­mark, og man derhos erindrer, at al Underviisning skede efter danske Bøger og igjennem Mænd, der enten vare Danske, eller havde studeret i Danmark. Der prøvedes for nogle Aar siden ogsaa i Danmarks tydske Provindser paa noget Lignende, men med mindre Held, fordi den tydske Literaturs Overmagt ikke lader sig over­vinde. Men der ligger ganske i Sagens Natur, at siden Aarsagen, hvorfor vi skulde skrive Dansk, og blot Dansk, ophører, maatte Skrivtsproget efterhaanden tage sin naturlige Retning, ved at uddanne sig efter Talesproget, uagtet al Modstræben. Det er saaledes at det, understøttet af den gjenoplivede Selvstændighedsfølelse, allerede har begyndt at modificere sig; man har jo endog seet Dansker ironisk at forarge sig over, at man hos dem nu snart kunde behøve at oversætte norske Bøger, naar man vilde forstaae dem! Saavidt vil det vel ikke komme, saalidet som man egentlig behøver at oversætte svenske prosaiske Skrivter og saalidet som man burde befatte sig dermed, da de tre Riger, der have fælles nordisk Grundsprog, ogsaa burde udgjøre et fælles literært Publikum; men altid dog saavidt, at ethvert Rige har sin selvstændige Dialekt for sig, i Skrivt som i Tale. Heri er det, at den ordnende Haand hos os behøves, om ikke en langvarig Forvirring skal afstedkommes formedelst altfor vilkaarlig Brug af de indenlandske Dialektnyancer, under Mangel paa en fast Basis, hvorefter det kan bestemmes, hvad der blot hører til disse, og hvad der hører hjemme i Landets Almeensprog, der er fælles for det Hele. I saa Henseende var det at ønske, at sprogkyndige, fædrenelandsksindede Normænd ret snart maatte forenes, for at abstrahere af Landets virkelige Sprog dets virkelige Grammatik, og i en videnskabelig Ordbog samle Sprogets Udtrykke, sammenlignede baade med det Svenske og det Danske; for at Ethvert kunde erholde hvad det medrette tilkom.

 

 

[1] See Morgenbladet for 1828 No. 20 — 23,116,284, 345 og 347, for 1830 No. 1 og 23. Udg. ønsker at have bidraget Noget til at bevare disse Af handlinger fra Forglemmelse ved her at citere dem.

[2] Udg. har af en troværdig Mand hørt en hermed i Forbindelse slaaende Anekdot, som han finder interessant, om der ellers ikke ligger nogen Misforstaaelse til Grund for den. Han vil nedskrive den, saaledes som han har faaet den, og forresten lade den staae ved sit Værd: I Aaret 1798 kom en Irlænder til Kristiansand og medbragte som Tjener en Bondegut fra det indre af Irland. Denne traf paa nogle Bønder fra de øvre Fjelddale i Kristiansands Stift, og til sin Forundring saae Herren ham komme i Samtale med disse. Efter at have seet paa dette en Stund raabte han Gutten til sig, for at spørge hvordan det kunde have sig dermed; og denne forsikkrede ganske oprigtig, at Bønderne talte «Grens», — saaledes kalder Irlænderne deres National-Sprog, til Forskjel fra det irsk-engelske, der tales i Kjøbstæderne — saa de og Gutten forstode hinanden.

[3] Istedetfor Exempel ville vi her erindre os det bekjendte Svar fra det Danske General-Toldkammer — hvorunder Norges Toldvæsen da hørte, ligesom nu dets udenlandske Anliggender, —just ikke videre unions- eller konstitutionsmæssig, — høre under den svenske Udenrigsminister, og dets Konsulatsager under det svenske Kommercekollegium — paa Spørgsmaalet fra Bergens Toldkammer, hvorledes «Næper» (Dansk: Roer) skulde fortoldes, — nemlig: «som anden Fisk.» Skulde tilfældigviis Anekdoten være opdigtet, hvilket jo kan være muligt, saa er den idetmindste ganske tjenlig til det Brug, hvortil den paa dette Sted anvendes.

 

Utan tittel i Almindeligt norsk Maanedsskrivt 2 (1831) s. 457—466. Chra. 1832.

Her frå Eskil Hansen (red.): Om norsk språkhistorie. En antologi. Universitetsforlaget, [1970], s. 169-179. Elektronisk utgåve ved Nynorsk kultursentrum 2006